Ingen bliver født bange for sine egne følelser.

Læsetid: ca. 8 minutter


Kort fortalt

Vi undertrykker ikke vores følelser, fordi der er noget galt med os. Vi gør det, fordi vi har lært, at det kan være den sikreste måde at komme igennem livet på. Problemet er, at følelser sjældent forsvinder, bare fordi vi ignorerer dem. De kan i stedet vise sig som uro, selvkritik, stress eller en følelse af at have mistet kontakten til sig selv.


"Jeg har det fint."

Det er en sætning, de fleste af os har sagt.

Måske også i dag.

Ikke fordi vi nødvendigvis løj. Men fordi det var nemmere end at skulle forklare, hvad der egentlig foregik indeni.

Måske var du træt.

Måske ked af det.

Måske vred.

Måske vidste du ikke engang selv, hvad du følte.

Så du sagde det, der var lettest.

"Jeg har det fint."

Jeg tror ikke, det er et tilfælde, at den sætning er blevet så almindelig. Den fortæller noget om os. Om den kultur, vi er vokset op i. Om hvor tidligt mange af os lærer, at det kan være lettere at skjule en følelse end at vise den.


Vi bliver ikke født med frygten for vores følelser

Prøv at lægge mærke til et lille barn.

Når barnet bliver glad, griner det.

Når det bliver ked af det, græder det.

Når det bliver vredt, viser det det.

Barnet tænker ikke over, om følelsen er passende. Den kommer, og lidt senere er den væk igen.

Sådan begynder livet.

Men undervejs lærer mange af os noget andet.

Vi lærer, at nogle følelser er nemmere at vise end andre.

At det kan være klogt at bide tænderne sammen.

At tage sig sammen.

At lade være med at være så følsom.

Det er sjældent nogen, der sætter sig ned og lærer os det direkte.

Vi opfanger det.

Vi mærker det.

Vi tilpasser os.


Undertrykkelse er ikke en fejl

Noget af det vigtigste, jeg har lært gennem mit arbejde som psykoterapeut, er dette:

Undertrykkelse er ikke et karaktertræk.

Det er en strategi.

En strategi, der ofte har været nødvendig.

Hvis du voksede op et sted, hvor vrede skabte konflikter, gav det mening at gemme den væk.

Hvis sorg ikke blev mødt, gav det mening at holde tårerne tilbage.

Hvis frygt blev mødt med: "Der er ikke noget at være bange for," lærte du måske hurtigt at skjule den.

Ikke fordi du var forkert.

Men fordi du var et barn, der gjorde det, børn er bedst til.

At tilpasse sig.

Derfor synes jeg heller ikke, vi skal tale om undertrykkelse med skam.

Den strategi har sandsynligvis hjulpet dig.

Spørgsmålet er bare, om den stadig gør det.


Følelser forsvinder ikke nødvendigvis, fordi vi ignorerer dem

Mange håber, at svære følelser går væk, hvis de ikke får opmærksomhed.

Nogle gange gør de.

Andre gange gør de ikke.

I stedet dukker de op på andre måder.

Som en uro, der aldrig rigtig slipper.

Som en selvkritik, der altid er klar til at fortælle, at du burde gøre det bedre.

Som en krop, der har svært ved at finde hvile.

Som en kalender, der altid er fyldt.

For nogle mennesker bliver travlhed en måde ikke at mærke efter på.

For andre bliver perfektionisme.

Eller omsorg for alle andre.

Det betyder ikke, at alle disse reaktioner skyldes undertrykte følelser. Mennesker er langt mere komplekse end det. Men følelsesmæssig undgåelse er et område, der gennem de seneste årtier har fået stor opmærksomhed i psykologisk forskning. Flere studier peger på, at en vedvarende kamp mod egne følelser kan hænge sammen med øget psykisk belastning og lavere trivsel.


Måske er det ikke følelserne, du er træt af

Jeg hører indimellem mennesker sige:

"Jeg ville ønske, jeg slet ikke havde de her følelser."

Det forstår jeg godt.

Nogle følelser gør ondt.

Men jeg tror, vi nogle gange kommer til at kæmpe mod det forkerte.

Måske er det ikke selve følelsen, der har gjort os mest trætte.

Måske er det den kamp, vi har ført imod den.

At holde den nede.

Forklare den væk.

Distrahere os fra den.

Løbe fra den.

Den kamp kan vare i årevis.

Og den koster energi.


Der findes måske en anden mulighed

Mange mennesker tror, at de kun har to valg.

Enten må de undertrykke deres følelser.

Eller også bliver de overvældet af dem.

Jeg tror ikke, det er de eneste muligheder.

Jeg tror, det er muligt at lære noget tredje.

Ikke at slippe af med følelserne.

Ikke at lade dem styre livet.

Men at være sammen med dem.

Lytte til dem.

Forstå dem.

Det betyder ikke, at alle følelser skal handles på.

Vrede betyder ikke nødvendigvis, at du skal råbe.

Frygt betyder ikke nødvendigvis, at du skal flygte.

Men måske er følelsen værd at lytte til, før du beslutter, hvad du vil gøre.


Tre spørgsmål til dig

Måske har du lyst til at tænke over:

  • Hvilke følelser lærte du tidligt at skjule?
  • Hvem lærte dig det?
  • Hjælper den strategi dig stadig i dag?

Der findes ikke rigtige svar.

Kun dine.


Kort fortalt

  • Vi bliver ikke født med frygten for vores følelser.
  • Undertrykkelse er ofte en intelligent måde at beskytte sig selv på.
  • Det, der hjalp os engang, hjælper os ikke nødvendigvis resten af livet.
  • Følelser er ikke problemet. Kampen imod dem kan være det.
  • Vejen til større ro begynder ofte med nysgerrighed frem for modstand.


Ofte stillede spørgsmål

Hvad vil det sige at undertrykke sine følelser?

At undertrykke følelser betyder, at man bevidst eller ubevidst forsøger at skubbe dem væk eller undgå at mærke dem. Det kan være en hjælpsom strategi i svære perioder, men hvis den bliver en vane, kan den skabe afstand til ens egne behov og oplevelser.

Er det normalt at undertrykke sine følelser?

Ja. De fleste mennesker gør det i større eller mindre grad. Det er en almindelig måde at tilpasse sig de miljøer og relationer, man vokser op i.

Kan man lære at få en bedre kontakt til sine følelser?

Ja. Mange oplever, at det er muligt gradvist at udvikle et mere trygt forhold til deres følelser. For nogle sker det gennem terapi, for andre gennem refleksion, meditation eller nye erfaringer i trygge relationer.


Om forfatteren

Karsten Lagermann er psykoterapeut MPF og grundlægger af Dyb Ro.

Artiklen bygger på klinisk erfaring kombineret med psykologisk forskning om følelsesregulering og følelsesmæssig undgåelse. Den er skrevet med det formål at skabe forståelse og refleksion – ikke at stille diagnoser eller erstatte professionel behandling.

Hvis du oplever alvorlige eller vedvarende psykiske symptomer, bør du kontakte egen læge eller en psykolog eller en psykoterapeut.